Notater
Match 101 til 150 fra 3,416
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 101 | (IX,76). | Barfoth, (?) (I1687)
|
| 102 | (IX,77) Er muligvis søn af Morten Jacobsen Barfod (VIII,29). En Jaob Mortensen Barfod, der tjener hos Christian Pedersen i Frederikshald i Norge og er vidne i en retssag, kan være ham. | Barfod, Jacob Mortensen (I1845)
|
| 103 | (IX,78) Hun fik seks børn, som alle blev døbt i Hee kirke. | Barfoed, Else Jensdatter (I1896)
|
| 104 | (IX,79) Omtales 1666 som husejer i Larvik, men hvorledes han iøvrigt er knyttet til slægten er ikke kendt. Selvom vi ikke kender så meget til denne norske gren af slægten, der tilsyneladende ikke har efterkommere, så er det bemærkelsesværdigt, at døtrene gifter sig med købmænd og at de tre sønner alle søger studier ved universiteter og ender ved Københavns Universitet, og de to af dem har studeret teologi og en jura. | Barfod, Christen (I3646)
|
| 105 | (IX,8) Han blev født i 1645 og gik sammen med sin ældre bror i Ribe Latinskole, og han nævnes i de samme klasser som broderen i 1653, 1654 og 1657. I 1658 var han ved Københavns Universitet som student fra Ribe og med Dr. Olaus Borrichius som vejleder. Han blev teologisk kandidat den 1/8 1671, og derefter var han huslærer indtil han den 10/10 1676 aflagde ed som hører (lærer) ved Ribe Skole. Endelig i 1683 blev han residerende kapellan til Vigerslev og Veflinge på Fyn, og den 15/9 noteres det: "Blev læst Iberi Canuti Barfodij skriftlig begæring, at såsom han sin attestats og dimiss i original har tabt på rejsen, han dog sit Testamonium Academicum publicum måtte forundes, hvilket blev bevilget, efterdi det hans skriftlig attest med højeste ed bekræftes". Det har nok været en temmelig slukøret Ib Barfod, der mødte op efter at have sløset sine vigtigste dokumenter bort. Han blev i 1684 gift med Sophie Amalie Nim (se under hendes biografi). Ib Barfod boede i Farstrup i Vigerslev og var endnu engang uheldig, da han lastede en fordrukken herremand for hans drukkenskab. Denne huggede nemlig i en rus spidsen af Hr. Ibs næse. Han døde af en smitsom sygdom og blev begravet i 1705. Af deres syv børn (X,17-23) blev fire gejstlige, mens de tre ældste flyttede til Lolland (Oplysninger fra Cand. mag. Arne Jensen Knudby). | Barfod, Ib Knudsen (I2092)
|
| 106 | (IX,80) Den 12/5 1677 sender han fra Dragør en rapport til admiral Niels Juel vedr. en svensk kaper, men hans tilknytning til familien er ukendt. | Barfoed, Mourits (I3716)
|
| 107 | (IX,9). | Barfod, Laurits Knudsen (I3851)
|
| 108 | (V,2) Kan have været den næstældste, men rækken af børn kendes ikke. Hun fik i søskendeskifte efter sin far udlagt Tudmose hussted med ager og eng, som hendes bror havde ført sag om. Det lå i Lunde sogn, men hendes mand skødede det den 29. september 1553 til Thomas Stygge i Frøstrup. | Barfod, Johanne Knudsdatter (I3488)
|
| 109 | (V,3) Claus Barfod var mere heldig, da han ikke under Grevens Fejde var kommet på bøndernes side. og han forbrød derfor ikke sit gods som de øvrige. Årsagen var, at han havde "tjent til hove i den tid sidste opløb var i Nørre Jylland i Skipper Klements tid". Det har nok skabt nogen misstemning, for han blev nemlig af Peder Skriver i Sønderho anklaget for at have taget mere gods, end han havde før fejden. I 1554 udgik der således en kgl. befaling til Palle Bang, Thomas Stygge og Otto Clausen på Nørholm, foruden 4 bønder, nemlig Chr. Persen og Oluf Christensen i Nebel, Jørgen Tøssen i Dybvad og Dennis i Sædding om at undersøge sagen. Desværre ved vi ikke noget om, hvilket gods Claus Barfod ejede (Ravsnholt: Fra Vester og Nørre Horne Herreder, side 15-16 og Kancelliets Brevbøger 1554). Hvem han var gift med, ved vi ikke, men han har formentlig haft tre børn VI,4-6. Han har sandsynligvis boet i Ålborg; hér er i hvert fald hans ældste søn født. | Barfod, Claus Knudsen (I3490)
|
| 110 | (V,4) I søskendeskiftet efter sin far fik hun bl.a. en eng af Tudmose hussted, som var blevet undtaget i Peder Knudsen Glambæks skøde i 1553. Hun var gift med en uadelig eller som det hed i datidens sprog, en ufri mand, Thomas Kristiernsen i Kvong. | Barfod, Goridt Knudsdatter (I3492)
|
| 111 | (V,5) Han havde overtaget en af de bedste gårde i Nebel by, men da han også havde kæmpet på bøndernes side under Grevens Fejde, måtte han overgive sin gård til kongen. Han omtales første gang i 1553, da han som vidne besegler Peder Knudsens skøde, men han brugte da blot et simpelt bomærke med omskriften Niels Cnutsen. I 1562 skulle han som afgift til kronen svare følgende: 1 mark 5 skilling 1 album til Helmisse (den 1. november) og til Voldermisse (den 1. maj) samt 2½ øre byg, 1 pund smør, 1 svin, 1 lam og 8 hestes gæsteri. Han er på gården endnu i 1581, men fire år senere er den overtaget af sønnen. Hans kone hed Ester til fornavn og de havde syv børn (VI,7-13), hvoraf de fleste blev i Nørre Nebel, men Hans (VI,13) flyttede til Helsingør og omtales i kap. 4. | Barfod, Niels Knudsen (I3494)
|
| 112 | (V,6) Kendes blot fra Sv. G. Barfoth's bevarede stamtavle. Han er i givet fald søn af Oluf Skanke og en datter af Markvard Barfod og det må være denne Jakob, der var far til Morten Jakobsen (VI,14). | Barfod, Jakob (I3496)
|
| 113 | (VI,10) Omtales i 1597, da hun sammen med søskende og mor blev stævnet for at have ladet noget kvæg græsse i præstens eng. | Barfod, Kirsten Nielsdatter (I3519)
|
| 114 | (VI,11) Ib eller Jacob Barfod kendes ikke nærmere, men må være far til Mads Barfod (VII,15). | Barfod, Jacob (I3547)
|
| 115 | (VI,12) Omtales 1597, da hun sammen med søskende og mor stævnes for at have ladet noget kvæg græsse i præsten eng. | Nielsdatter, Maren (I3520)
|
| 116 | (VI,13) Han forlod Nørre Nebel for at søge lykken under helt andre forhold. Vi møder ham nemlig som borger i Helsingør, hvor han kommer til at gøre sig godt gældende. Første gang finder vi ham i en mønstringsrulle over borgerskabet i 1583. I modsætning til sin fætter Niels (VI,4) skal han kun have ført "kort værge". I 1610, da hans kone Inger Hansdatter døde, ser vi, at han indgik forlig med sin datter om arven efter moderen. Endnu i 1622 nævnes han i kæmnerregnskabet, men hvornår han døde vides ikke. Han havde tre børn (VII,16-18). | Barfod, Hans (I3549)
|
| 117 | (VI,14) Han blev ved landbruget, men flyttede til Ikast. Hér erhvervede han den store gård Vådeskov ved at gifte sig med Maren Nielsdatter. I Ikast kirkes regnskabsbog for 1585 nævnes det, at svigermoderen endnu bor på gården, idet der står: "annammet af Else i Wåde og hendes børn af gammel gæld 4 daler 1 mark", og endnu så sent som den 16/6 1606 nævnes det i et brev, at hun bor på gården. I året 1600 udstedte han et pantebrev til sin slægtning Claus Knudsen Barfod (V,3) i Sæddinge mod et lån på 100 daler. Morten var åbenbart en mand, der havde hold på sine pengesager, for på lignende måde udlånte han penge til Lars Nielsen i Gjelleruplund og Christen Christensen i Hesselbjerg og endnu flere. Christen Christensen kunne dog ikke klare sit lån, og han måtte afstå sin gård til Morten Barfod mod at blive boende som fæster. Senere fornyede Morten Barfods fire ældste sønner fæstebrevet efter faderens død. Morten Barfod ejede dog kun den ene halvdel af Vådeskov, og hans svoger Christen Nielsen havde den anden halvdel. Han blev iøvrigt ikke boende her, men flyttede til Hagelskjær i Ikast, som han havde købt, og hvor han vistnok døde i 1618. Han havde seks børn med Maren Nielsdatter (VII,19-24), der efter Mortens død giftede sig med Jens Nielsen i Hollingholt. Ved skiftet krævede børnene af deres mor at få et sølvbælte, en sølvknivskede, et sølvnøglebånd og deres fars skårne (fine) klæder eller en erstatning derfor. Der var ligeledes ved skiftet strid om hvem, der skulle tage sig af de to umyndige børn Claus og Inger, men resultatet kendes ikke (Viborg Landstings Dombog 1616-19 og 42 samt Jens Abildtrup: Selvejerslægten Bjødstrup side 67-68). Ved skiftet gjorde enken og børnene krav på Niels Graversens gård, da denne ikke havde fået sit pantebrev indløst i tide, men denne hævdede til gengæld, at de ikke havde nogen som helst ret til gården, da den var hans retmæssige arvegods. Resultatet blev derfor, at de stævnede Niels Graversen først for herredstinget og siden for landstinget, og da sagen blev opsat i 14 dage, hører vi ikke mere til den, så der er muligvis kommet et forlig i stand. Det var i 1618. | Barfod, Morten Jacobsen (I1833)
|
| 118 | (VI,2) Hun blev også i området, selvom Øsse ligger nærmere Varde. Hun fæstede nemlig den 27. april 1570 af kongen sammen med sin mand Jørgen Jensen fra Haltrup i Øsse sogn en anden gård i Haltrup, og hun måtte blive der sålænge hun sidder som enke. | Barfod, Margrethe (I3511)
|
| 119 | (VI,3) Peder Barfod arvede Sædding Storgård efter broderen Laurits Barfod (VI,1). I 1592 finder vi ham både som tingsskriver og delefoged, og derfor ses han ofte afgøre sager, der er refereret i Kærgaard Birks tingbog, hvor han også optræder som anklager og oplæser af kongelige dokumenter. I januar 1597 tildelte han således bøde til Thomas Marcussen i Sædding, fordi han ikke havde villet "age ham ad Sønderside, da han skulle heden og pante for kongelig skat", men det har nok heller ikke været noget taknemmeligt hverv hverken for den ene eller den anden. I maj samme år var han endvidere lensmanden Albert Friis's stedfortræder vedrørende nogle markskel. I 1597 havde han også en sag med nogle naboer i Bolkær og Præstbøl angående Peder Barfods enge i Hyllested, hvor der var sket skade for 3 læs hø. Endelig ønskede han også i oktober 1597 syn over en ager i Skødstrup, som havde tilhørt hans far, og nu var der pløjet 2 furer jord fra og desuden vedkendte han på kongens vegne noget strandingsgods, der lå i Peder Bremoses gård. Som tingskriver kunne han også have nogle ekstraindtægter. Således ser vi ham i marts 1599 tilbyde de breve, der var skrevet på birketinget de foregående tingdage "om der er nogen i dag, som vil give penning for dem, da fremkom der ingen og ønsket breve". Det vil sige, at han tilbød at foretage afskrifter af domme og tingsvidner, men der var åbenbart ingen, der ønskede det den dag. Endnu to gange samme år finder vi at han tilbyder at afskrive breve "som var ham leveret at indføre", men han fik kun afsat et enkelt. Det har sikkert ikke altid været lige nemt at skulle være dommer over de stridbare bønder, og det er derfor også nok med god grund, at han i tingbogen for året 1600 skriver nederst på siden: "Hjælp Gud nu og altid. Peder Barfod egen hånd". I 1602 var han åbenbart lidt uheldig, for da må han bøde 10 daler "for en forseelse i en genpart af et tingvidne, som ginge mellem jomfru Karen Brokkenhus til Lunderup og Christian Sørensen i Bolkær". Muligvis har det kostet ham skriverstillingen, for samme år oplyses det, at den kongetiende på 5 ørte rug og 12 ørte byg, som han havde i fæste af kongen, nu af kongen var bevilget til sognepræst Jens Rusk i Lønne "for sit sogns ringhed, som er fordreven af sand", men Peder Barfod vil dog kun give Jens Rusk 1 daler i stedet for hver "smal tønde korn", som han årligt yder ham, d.v.s. ca. 24 daler. Det påstod han at have kongebrev på (Riberhus Lensregnskab samt i Kærgård Birks Tingbog og H.K. Kristensen side 140). Peder Barfod døde antagelig 1605, der er det sidste år, hvor jordebogen opfører ham som ejer af Sædding Storgård, og han efterlod sig en kone, der hed Mette, og med hende havde han 4 børn (VII,7-10). | Barfod, Peder (I3499)
|
| 120 | (VI,6) Var sandsynligvis søn af Claus (V,3), idet han boede i Ålborg. Han var medlem af "Guds Legems Laug eller Papegøjegildet" i Ålborg, hvor han sammen med 7 andre gildebrødre fastelavns søndag 1558 "indbad, at hvilken gildebroder, gildesøster eller andre, som sværger nogen ed hér i lauget eller laugsgården, da skal de give for hver ed 1 album i bøssen". Kort sagt: Det er forbudt at bande (Danske Magasin 4 rk. 1 bind side 123). | Barfod, Søren (I3557)
|
| 121 | (VI,8) Han blev i 1597 stævnet af sin slægtning præsten Niels Barfod (VII,1). Det var tilmed Peder Barfod (VI,3), der som tingholder måtte lede sagen og uddele en bøde på 2 mark danske til ham, "for han haver volddreven Hr. Niels hans enge udi Bolkær eng med hans hest og jaget hans øxen løse, og for han har voldtyret hans eng ved vejen". Ved denne lejlighed omtales også hans to søstre Kirsten Nielsdatter (VI,10) og Maren Nielsdatter (VI,12). Eske Barfod har åbenbart tillige været lidt voldsom af sig, idet han 1598 havde slået en kone i byen, hvad han også måtte bøde for (H.K. Kristensen side 35 og Kærgård birks tingbog 1597). Hans kone hed også Kirsten ligesom broderens, og de havde en strid om stolestadet i kirken omtalt under Jens Barfod (VI,7). De havde 2 børn (VII,13-14). | Barfod, Eske (I3518)
|
| 122 | (VI,9) Han blev degn til Sneum og Tjæreborg og indskar sit navn i degnestolen sammen med en fod og årstallet 159(1?). To slægtninge gjorde det også, Mads Ibsen Barfod (VII,15) i 1646 og Nicolaus Barfodius (VIII,7) i 1641. Der er blot sket det, at degnestolen ikke mere eksisterer. | Barfod, Knud (I3546)
|
| 123 | (VII,1) Første gang vi hører om ham, var da han i 1589 studerede i Rostock, og den 30. april 1592 blev han ordineret til Nebel kirke. I 1597 fik han erstatning af Eske Nielsen Barfod (VI,8), fordi han og nogle andre havde "volddreven hans enge udi Bolkær eng med hans hest og jaget hans øxne løse, og fordi han haver volddreven og voldtyret hans eng ved vejen". I året 1600 stævnede han en mand i Houstrup for en gæld på 5½ daler, og i 1605 nævnes han som fæster af en gård i Præstbøl. Det gik imidlertid tilbage for ham, og i hans sidste år blev der flere gange gjort udlæg i hans bo for gæld. Således havde Morten Christensen fået en bolster dyne, en hoveddyne, 2 hovedpuder, en saudugs dundyne, 4 alen sort "engelste" og et skrin. I 1612 tilbød han præsten at indløse det samtidig med at han forlangte en egekiste tilbage, som han havde solgt ham, men vel ikke fået betaling for. Kort efter stævnedes han for en gæld på 35 rdl., og der blev gjort udlæg i en stabelseng med drejelsomhæng i storstuen for 2 daler, et langt kandeskab i køkkenet for 1 daler, en vogn med hammel og kobbel for 2 daler samt 9 rugagre i Mandstoft, 4 på Gammeljord, 5 på Kirkeager og 1 i Nørtoft for 11 øre rug 22 rdl., og desuden en bagplov med jern på, en plovstelde (til hjulploven), 1 dret (seletøj) og kobbel for ialt 1½ daler og 5 bygagre i Nørtoft for 8½ daler 1 mark danske. Sådan fortsatte stævningerne både i dette og det næste år, indtil man ikke kunne finde noget at udsætte i hans gård og bo og udelukkende måtte ty til jorden. Den 17. december 1613 døde han og i årene efter var det hans enke, Anne, der blev stævnet. Hun havde iøvrigt i 1612 været i strid med en bonde i Præstbøl, der havde slået hende i hovedet med en sten (Vester Horne herreds Tingbog 1613 og H.K. Kristensen side 52-53). Af Viborg Landstings Dombog fra 23/11 1622 fremgår det, at der den 23/2 1602 var blevet afgjort en sag hvori pastor Niels Barfoeds arvinger anføres (oplysning fra Holger Hertzum): Hendrik Nielsen (VIII,39) Jørgen Nielsen (VIII, 40), Klaus Nielsen (VIII,41), Laurits Nielsen (VIII,1 - den eneste vi kender lidt til), Albert Nilesen (VIII,42) og Ingeborrig Nielsdatter (VIII,43). | Barfod, Niels Lauritsen (I3563)
|
| 124 | (VII,10) En søn af Peder Barfod (VI,3), der havde siddet på Storgården, var Claus Barfod, der også havde en gård i Sæddinge. I 1583 fik han lensmandens bevilling til året efter kongens stadfæstelse at måtte sammenlægge 2 bol i Sønder og Nørre Sædding, der var tilfaldet ham som arv. Desværre blev det åbenbart for meget for ham i det lange løb, for i 1600 måtte han låne 100 daler mod pant af sin slægtning Morten Barfod (VI,14). Det hjalp ham tilsyneladende ikke nok, thi selvom han endnu i 1612 nævnes som selvejerbonde, kunne han dog ikke nogle få år efter betale herlighedsafgiften til Riberhus, hvorfor gården blev tildømt kronen. I 1633 købte dog Morten Barfods søn Jacob Barfod (VII,19) gården tilbage. Claus Barfod ejede imidlertid også halvdelen af en selvejergård i Tømmerby i Gørding herred, men også her var det gået galt, for i 1609 blev han stævnet af Maren Skram til Fårup for en gæld på 5 daler, og også Anders Juel fra Kolding stævnede ham for 50 daler, for hvilke han havde pantsat den halve gård i Tømmerby, og da han ikke kunne betale gælden, måtte Anders Juel overtage gården. Da han døde, var han stærkt forgældet, og hans arvinger frasagde sig arv og gæld. Hans søn Christian Barfod (VIII,19) overtog gården i fæste, men desværre kender vi ikke mere til hans videre skæbne (H.K. Kristensen, side 157). | Barfod, Claus Pedersen (I3529)
|
| 125 | (VII,11) Han har sandsynligvis boet enten i Ålborg eller Helsingør. Han har i hvart tilfælde haft 4 sønner, hvoraf de tre slog sig ned i Trondheim i Norge. Forbindelsen hertil er ganske naturlig, da man jo må huske, at på denne tid var det havet, der forbandt landsdelene. Det var nemmere og mere sikkert at sejle end at færdes til lands, hvor der ofte slet ikke var noget der hed landeveje. Teori: Kåre Hasselberg, 6-6 2013: Jørgen Nielsen Barfod i Trondheim (f.c1608, død 1663). Det er slett ikke sikkert at han var en Barfod. Jeg tror det var Henry Berg som introduserte ham som en Barfod i sin "Trondheim før Cicignon" på 1950-tallet. Jeg har ikke klart å finne hans kilde for denne påstanden. Jeg tvivler også på at han er bror til Claus og Laurids Nielssønner Barfod som også bodde i Trondheim på samme tid. Disse to har begge to en datter Anne/Anna og kan hermed godt være identiske med presten Niels Lauridsen Barfods sønner av samme navn. Disses mor var en Anna. Men Jørgen har ingen datter Anna. Derimot vet man om en datter Karen som døde som barn. Dessuten har han en K i sitt segl og burde da heller tilhøre en familie K... . I kilder fra Trondheim finner jeg heller ingen tegn til at at det har vært noen forbindelse mellom Jørgen og de to sikre Barføttene Claus og Laurids. Det eneste tegn som kan tale for at Jørgen har vært en Barfod er at på gravsteinen hans finner man initialerne G, N og så en bokstav som kan tolkes som en B. Men den kan også være en K, om strekene over og under B'en ikke er en del av bokstaven. Dette kan kanskje tolkes som en latinisering av navnet, Gregorius (for Jørgen) Nicolaii (for Nielsen). Den sidste bokstaven er mer usikker, siden der er tvivl om det er B eller K. Mitt forslag er at Claus og Laurids overføres til barna til presten Niels Lauridsen Barfod, mens Jørgen kan til nød stå som en mulig sønn av Niels Barfod i Helsingborg eller Ålborg. Inntil videre. | Barfod, Niels (I3604)
|
| 126 | (VII,12) Han kunne overtage sin fars del af gården, som han i 1619 havde sammen med sin onkel, der havde den anden del. Han sad der endnu i 1645, men får år efter har hans søn (Jens Barfod VIII,25) fæstet gården. | Barfod, Niels (I3515)
|
| 127 | (VII,13) Sad en tid sammen med fætteren Niels (VII,12) som ejer af den fædrene gård i Nebel. Vi kender ham hér fra årene 1645 og 1661, og desuden ved vi, at han i 1637 havde måttet bøde 12 daler for "lejervidde" d.v.s. utugt. Gården gik siden over til sønnen Peder Barfod (VIII,26). | Barfod, Thomas (I3522)
|
| 128 | (VII,14) Som flere i familien skejede han også ud, men det er vel et spørgsmål om, hvor meget man skal lægge i alt dette, for vi kender nemlig kun personerne gennem retsbøger og skøde protokoller, og derfor får vi kun kendskab til den ene side af deres tilværelse. Niels Barfod fik imidlertid bøder for slagsmål og lejermål. Slagsmålet foregik i hans eget hus, og han påstod ganske vist, at det var modparten Th. Lassen, der havde overfaldet ham med "seks hårgreb". | Barfod, Niels Eskesen (I3528)
|
| 129 | (VII,15) Var degn i Sneum og ridsede sit navn og en bar fod samt årstallet 1646 i degnestolen, der dog ikke længere eksisterer. Det samme gjorde slægtningene Knud Barfod (VI,9) og Nicolaus Barfodius (VIII,7). | Barfod, Mads Ibsen (I3550)
|
| 130 | (VII,16) Kendes kun fra skiftet efter moderen i 1610. | Barfoed, Zicelle Hansdatter (I3640)
|
| 131 | (VII,17) Den 14. oktober 1618 udgik der ordre til Mogens Kaas, at han skulle forordne ham til en sergent eller en anden bestilling, som han kan være dygtig til, når der bliver en plads ledig i hans regiment (Jyske Tegnelser 1618). | Barfoed, Christen Hansen (I3641)
|
| 132 | (VII,18) Har boet i Malmø, og da han var blevet udtaget til at arbejde på Frederiksborg Slot var han sammen med en anden undveget. Den 26/9 1620 udgik der derfor brev til lensmændene om at eftersøge ham og hvis han blev fundet skyldig og blev dømt til kongens arbejde, skulle han straks efter dommens afsigelse sendes tilbage til Frederiksborg Slot. | Barfoed, Jens (I3642)
|
| 133 | (VII,19) Jacob Mortensen Barfod boede ved skiftet efter faderen i 1619 i Bjødstrup i Hammerum herred (Se kap.3). I 1622 nævnes han som delefoged til Lundenæs Slot, d.v.s. en kongelig embedsmand, der varetog en art kongelig myndighed, og der fandtes kun én delefoged i hvert herred. Det var desuden et skridt på vejen til stilling som herredsfoged og dermed dommer i herredet, og dette embede fik han da også den 3. december 1625 i Hammerum herred. Det var et af de store herreder i Jylland, idet det strakte sig fra Holstebro i nord ned til Felding og Skarrild i syd og mod øst strakte det sig et godt stykke forbi Herning, hvor vi bl.a. finder Gjellerup, Ikast, Hammerum og Bjødstrup. Efter en bønskrivelse til kong Christian IV fik Jacob Barfod den 10. april 1633 tilladelse til at måtte indfri Claus Barfods (VII,10, kap.3) tidligere bondegård, hvis han udlagde al den resterende landgilde og siden årligt betalte fornødne afgifter. Han klarede sig økonomisk ganske godt, og han fik da også den 24. april 1635 bevilling på kronens hele og kirkens halve part af korntienden, "når sognepræsten i Gjellerup, der da havde den, døde", og allerede den 17. april 1636 fik han stadfæstelse på livstid på, at han og hans kone Anna Christensdatter, hvis hun overlevede ham, måtte have den sædvanlige fæste og afgift på kronens part af korntienden i Gjellerup sogn. Til gengæld skulle han betale en årlig afgift på 18 ørte rug og 9 ørte byg, der skulle leveres til fastelavn. Jacob Barfod ejede desuden en gård i Gjellerup by, som han havde vanskeligt med at få bortfæstet. Den ene fæster efter den anden måtte gå fra gården på grund af armod, fordi gårdens afgifter var alt for store. Derfor besluttede Jacob Barfod at indsende en ansøgning til kongen om at få denne forarmede gårds skatter og afgifter nedsat. Ifølge bønskrivelsen fra 1641 var afgiften på 4 skilling leding, 1 ørte rug, 1 ørte byg, 1 skovvogn, 1svin, 1 rigsdaler og 24 skæpper havre. Han skriver, at det var lige så meget som en gård i byen, så han ønskede derfor afgiften halveret. Vi kender ikke udfaldet, men på en lignende bønskrivelse fra 1634, hvor han ønskede den pågældende gård forskånet for den årlige kroneskyld, blev der svaret allerede samme år, og hér fik herredsfogeden meddelelse om, at han fik den ønskede nedsættelse af de forskellige afgifter. Den 13. juli 1643 var Jacob Barfod blevet værge for Gjellerup kirke, og han var det endnu under Torstenssonkrigen 1643-45, da svenskerne i 1643 hærgede egnen og tog, hvad kirken netop havde fået ind i korntiende og kronjordsskyld. Mange enlige gårde og landsbyer gik i disse år op i luer under krigen, og efter fredsslutningen i 1645 får vi at vide, at fjenden havde afbrændt et af Jacob Barfods huse, der var på "et halvt hundrede fag" og den besætning, som han havde tilbage bestod blot af 4 øg, 8 stude, 6 køer, 4 ungnød og 12 får. Jacob Barfod havde været ejer af flere gårde, og var som sagt en holden mand. Han havde blandt andet haft tre gårde i Bjødstrup og i Ikast sogn havde han to gårde, nemlig Hagelskjær og Hesselbjerg, samt en gård i Nørre Nebel og to i Gjellerup by. Hertil kom, at han ejede en formue, som han i 1652 måtte svare rentepengeskat af med 200rdl., hvilket var en betydelig sum, da der i hele Hammerum herred blot var endnu en mand, der betalte en tilsvarende stor skat. Alligevel slap han året efter, d.v.s. i 1653, for skatten. Han godtgjorde nemlig for retten. at "hans penning, som han tilforn har angiven at have på rente og skattede af, har han nu optaget til sin fornødenhed, og har nu ingen at skatte af". I 1656 førtes en sag for Herningholms birketing og for Viborg landsting mellem Jacob Barfod og birkefogden Christen Pedersen i Agerskov, hvor han klagede over, at birkefogden lod sine kreaturer og heste løbe ind på Bjødstrups store engarealer, men Jacob Barfod døde den 3. maj 1656, mens sagen endnu stod på. Han havde først været gift med en datter af herredsfogden i Hammerum herred Peder Mar og derefter med Anna Christensdatter fra Nørre Fastrup af en anset slægt på egnen. Hans ligsten findes endnu bevaret NØ for våbenhuset i Gjellerup kirke. Det siges, at stenen tidligere har haft sin plads i gulvet i søndre korsarm, som han skal have ladet bygge (Jens Abildtrup: Selvejerslægten Bjødstrup 1380-1740, Eget forlag 1952, side 48, 67 ff., 73 ff.). Han efterlod sig 10 børn (VIII,28-37), der alle blev boende på egnen. I arveskiftet efter faderen i 1619 nævnes også Jacob Mortensen Barfods søskende, som vi ellers ikke kender noget til. HAMMERUM SLÆGTEN Som tidligere nævnt skete der i 15- og 1600-tallet store ændringer i samfundsstrukturen med en omlægning til herregårdsdrift, hvorved adskillige bønders gårde forsvandt for at give plads til større marker. I Jylland var jorden imidlertid af meget forskellig kvalitet og godhed, og mod vest har vi i Sønderjylland hørt om, hvorledes stormflod og sandflugt kunne ødelægge landbrug. Derfor finder vi heller ikke de fleste større godser i disse egne, hvor man ikke havde interesse i at samle på den dårlige jord. Der er stadig i 1600-tallet blot knap en million indbyggere i Danmark, og de levede med et dyrket areal, der var mindre end i vore dage. Skovene fyldte langt mere end nu, og overdrevet uden om de dyrkede arealer ved landsbyerne fyldte godt til, så i det hele taget må vi se på et land, hvor ubebyggede fælleder, moser, sumpe og egeskove dominerede, og især i Jylland bredte både sand og lyng sig på bondegårdenes bekostning. Skovene og disse ellers tilsyneladende unyttige landstrækninger var dog særdeles værdifulde på en anden måde. Her var nemlig ofte en meget stor vildtbestand at drage nytte af, og fra skovene fik man også det uvurderlige træ til skibsbygning og husbygning med bindingsværk. Vi har set hvorledes nogle af Barfod-slægten allerede i de tidligste generationer var draget nordpå for at slå sig ned ved Ålborg og derfra at forsøge sig med handel, men der var også folk, der drog nordpå for at finde en anden og måske bedre jord, end ved de udsatte kyster mod syd i Jylland. Arent Berntsen, der i årene 1650-56 fik udgivet sit digre værk "Danmarckis og Norgis fructbar Herlighed", skriver bl.a. om jyderne, at de er "et stærkt, omhyggeligt og flittigt folk, som deres bjærgning ved forstår at fortsætte og intet til formues formerelse undlade", og det er vel også det, man må sige om de medlemmer af slægten, der slår sig ned i Midtjylland. Fra Hammerum stammer den skånske gren og grenen i Halland-Bohuslen. Den har sikkert også mange efterkommere i Jylland og måske i andre egne af Danmark, | Barfod, Jacob Mortensen (I1832)
|
| 134 | (VII,2) Var ligesom sin ældre bror Niels (VII,1) blevet gejstlig. Han var 1593 blevet kapellan i Sneum og i året 1600 blev han også sognepræst hér. På prædikestolen findes de 4 evangelister malet med deres navne under, men over Mattæus står der "Her Claus Barfodt 1604. Muligvis er det indsat af en af hans efterfølgere, der ikke har kunnet finde anden plads for at hædre den, der formentlig har skænket prædikestolen til kirken. Natten mellem den 11. og den 12. oktober 1634 ramte en vældig katastrofe hele Sønderjyllands vestkyst. Med stormen kom en stormflod, der gennembrød digerne, og havet og stormen var så kraftig, at skibe blev kastet langt ind i land, huse styrtede sammen, presset af både vand og storm og samtidig trak et voldsomt uvejr med torden og lynild henover landet. "Luften var fuld af ild, hele himlen brændte, og Gud Herren lod det tordne, regne, hagle, lyne og vinden blæste så stærkt, at jordens grundvold bevægede sig" har et øjenvidne fortalt. Alene på øen Nordstrand druknede 6000 af øens 9000 indbyggere, og omkring 50.000 stykker kvæg og heste omkom i bølgerne hér. Også nordligere trængte vandet langt ind i landet, så sognene led betydelige skader. Det gik også ud over præsterne "så at en del har mistet både huse, boskab, kvæg og andet, som de havde haft, og kun en part, en ringe del har de igen beholdt". Biskoppen pålagde derfor ved kongebrev af 17/2 1635 de andre præster i stiftet at de skulle komme nødlidende præster til hjælp. I 1621 mageskiftedes præstegården i Sneum imidlertid med en bondegård i Allerup. Præsten måtte ofte føre sager for at få sit tiendekorn som f.eks. i 1637, hvor en bonde skyldte ham 1½ tønde tienderug eller 7½ sletdaler. I december 1640 ser vi ham bruge sin søn Ingvar Barfod (VIII,5) som sin fuldmægtig i disse sager. Han døde den 1. juli 1641, men uheldet forfulgte dog familien, idet hans arvinger 8 år efter hans død, den 6/11 1649, på Skads herreds ting førte vidner på, "at salig Hr. Claus Barfods hus og Allerup præstegård i 1634, 35, 36 og 37 med gespenst eller spøgelse har været beladen og desmidlertid dermed hårdeligen været anfægtet, hvoraf han både selv med hustru og børn blev tribuleret, såvel som andre, hans hus besøgte, så og led stor skade på hans formue, gods, bøger og breve, som en part deraf blev kastet på ilden og opbrændt, en part i andre elendige måder blev ruineret og ilde medhandlede, så der tit og ofte i de førnævnte åringer måtte holdes vagt i huset for ildebrands skyld". Han var gift med Maren Knudsdatter, der overlevede ham og muligvis var datter af den sognepræst i Sneum, Knud Hansen, der var hans forgænger (Skads herreds Tingbog 1636-40). | Barfod, Claus Lauritsen (I3535)
|
| 135 | (VII,20). | Barfod, Christen Mortensen (I1836)
|
| 136 | (VII,21). | Barfod, Niels Mortensen (I1837)
|
| 137 | (VII,22). | Barfod, Jens Mortensen (I1838)
|
| 138 | (VII,23). | Barfod, Claus Mortensen (I1839)
|
| 139 | (VII,24). | Barfod, Inger Mortensen(-datter?) (I1840)
|
| 140 | (VII,25) Kender vi blot fra 1606, da han sammen med en anden person, Ib Neten, efter kgl. befaling skulle sendes fra Ribe til København den 11/9 for at straffes for "deres ondskab, de have bedreven her i lenet". Imidlertid står der i Riberhus Lensregnskaber, at hans mor Anne Laurits kone i Sædding tingede for ham for nogle ituslåede vinduer for 30 daler. Vinduer var da kostbare, og hvad det endelige udfald blev, kender vi ikke (Riberhus Lensregnskaber oplyst af Holger Hertzum). | Barfod, Eiler (I3510)
|
| 141 | (VII,27) Formentlig søn af Søren Barfod (VI,6) Bliver (som faderen) medlem af Guds Legems Laug i Ålborg; det sker St. Valborgs dag i 1560. | Barfoed, Per Sørensen (I3606)
|
| 142 | (VII,3). | Barfod, Anne Lauritsdatter (I3532)
|
| 143 | (VII,4) Hendes mand og en af sønnerne tog Barfod-navnet. De tre, der ikke tog navnet hed: Jørgen Jørgensen Grimstrup, Kirstine Jørgensdatter og Anna Jørgensdatter. Kirstine bliver dog gift med pastor Søren Pedersen i Brørup sogn, og de fik en søn, Laurids Sørensen Barfod (VIII,20, men ER egentlig IX generation) der også bliver præst. Der har muligvis været en femte, Lene Jørgensdatter, der blev gift med Jens Buch i Nagbøl 12/6 1608. | Barfod, Gertrud Lauritsdatter (I3574)
|
| 144 | (VII,5) Havde en gård i Allerup i Skads herred. Han var delefoged eller herredsskriver, men flyttede senere til Roust i Grimstrup sogn, der dog også ligger i Skads herred. Ulykkeligvis blev han syg, og den 16. maj 1640 påtog pastor Knud Barfod (VIII,6) i Sneum sig derfor den forpligtelse at underholde ham og hans kone i deres levetid mod at deres søn Laurits årligt skulle give Knud 10 daler. Hvornår han døde ved vi ikke. | Barfod, Peder (I3541)
|
| 145 | (VII,6) Thomas Barfod, der var brorsøn af Peder Barfod (VI,3) og yngste søn af Laurits Barfod ((VI,1) overtog Sædding Storgård efter onkelen (Peder) sammen med Jens Christensen. Første gang vi hører om Thomas, er da han er i tjeneste i 1605 hos Erik Vasbyrd, og samme år anklages for at have rømt af tjenesten samt medtaget nogle guldknapper, sølvdaggerter og mere, ligesom han også havde oppebåret en del af Vasbyrds landgilde i Nørrejylland. Da Thomas Barfod nu opholdt sig i Riberhus len, gav kongen lensmanden hér ordre til at pågribe ham og overlevere ham til Vasbyrd. Thomas Barfod må imidlertid have kunnet klare for sig, idet han som fri mand den 7. august 1608 fæstede halvparten af Storgården og gav 80 daler i indfæstning. Under gården hørte tillige et hus i Nebel by. I 1609 og 1622 omtales han som værende blandt "de otte mænd" i Sædding, d.v.s., at han var blandt de nævninge eller sandemænd, der skulle udtale sig, når der behandledes grovere sager. Han måtte dog samme år, 1609, betale 15 daler i bøde, fordi han havde "skeldet" Peder Christensen for en mynde, og fordi han sloges på Nebel kirkegård. Desuden havde han også på anden måde været mindre heldig, da han sammen med Jens Christensen og C. Kallesen i 1618 måtte bøde, fordi de "tog gunst eller gave af Hr. Svend, før han måtte bekomme Nebel kald". Kort sagt, de havde solgt embedet og det måtte de nu bøde for, og Christensen måtte bøde 20 daler, Barfod 5 daler og Kallesen 4 daler. Gårdfællesskabet af Storgården var iøvrigt en indviklet sag, der ikke alene omfattede jorden og bygningerne, men også ser ud til at have omfattet risikoen ved at være nævning. Dømtes der forkert, kunne man nemlig drages til ansvar. Den 19. maj 1609 skete det netop, og Thomas Barfod måtte henvise til, at da Jens Christensen havde vedtaget at gøre "sandemænds tog af den gård de begge ibor, da ville han stande halvt af alle udgifter, halvt last og halvt brast" med ham. Thomas Barfod har imidlertid ikke rigtigt kunne klare de økonomiske forhold i det hele taget, for da han døde i 1626 overtog Karl Hansen gården for blot 65 rigsdaler i indfæstning. Desuden frasagde Thomas Barfods børn sig arv og gæld, men tilsyneladende har hans enke Lisbeth Sørensdatter ikke gjort det. Hun blev nemlig ofte i de følgende år plaget for den gæld, som han havde efterladt sig. Siden blev hun gift med Jacob Kristensen, der tilmed i 1630 blev dømt til at betale 215 daler 3½ mark til en Vardeborger for Thomas Barfods gæld, og efter at hun derefter blev gift med Karl Hansen, blev denne i 1633 mindet om, at han til Therkel Brixen i Præstbøl skyldte 7 mark, som "rester med Lisbeths part af et brev, som salig Thomas Barfod har udgivet". Hun blev endnu engang gift og denne gang med Eske Hansen, men også han måtte i 1640 betale en restgæld, da han blev stævnet for halvparten af salig Thomas Barfods gæld til delefogden Hans Nielsen på ialt 2 ørte rug samt 10 rigsdaler og 5 skæppe byg foruden rente i 14 år, nemlig ialt 8 rigsdaler og 4½ mark (Riberhus Lensregnskaber 1622-27 og Kærgård Birks tingbog 1631-40). Thomas Barfod og Lisbeth Sørensdatter havde 8 børn (VIII,10-17). Laurids Barfod (VIII,10) og Maren Barfod (VIII,13), der flyttede til Tåsinge; Peder, der flyttede til Thy; de øvrige Karen (VIII,12), Ingeborg (VIII,14), Kirsten (VIII,15), Ane (VIII,16 og Mette (VIII,17) kender vi blot fra boopgørelsen i 1626, da alle fragik arv og gæld den 24/3. Sædding Storgård var således nu gået ud af Barfodslægtens hænder, idet det blot var enken, der var tilbage. Nu er det Jens Christensen, der overtager Barfodernes rolle og bl.a. bliver byens oldermand og i det hele taget optræder på bymændenes vegne med stor dygtighed. Jens Christensen døde den 16/5 1630 54 år gammel. | Sørensdatter, Lisbeth (I3501)
|
| 146 | (VII,6) Thomas Barfod, der var brorsøn af Peder Barfod (VI,3) og yngste søn af Laurits Barfod ((VI,1) overtog Sædding Storgård efter onkelen (Peder) sammen med Jens Christensen. Første gang vi hører om Thomas, er da han er i tjeneste i 1605 hos Erik Vasbyrd, og samme år anklages for at have rømt af tjenesten samt medtaget nogle guldknapper, sølvdaggerter og mere, ligesom han også havde oppebåret en del af Vasbyrds landgilde i Nørrejylland. Da Thomas Barfod nu opholdt sig i Riberhus len, gav kongen lensmanden hér ordre til at pågribe ham og overlevere ham til Vasbyrd. Thomas Barfod må imidlertid have kunnet klare for sig, idet han som fri mand den 7. august 1608 fæstede halvparten af Storgården og gav 80 daler i indfæstning. Under gården hørte tillige et hus i Nebel by. I 1609 og 1622 omtales han som værende blandt "de otte mænd" i Sædding, d.v.s., at han var blandt de nævninge eller sandemænd, der skulle udtale sig, når der behandledes grovere sager. Han måtte dog samme år, 1609, betale 15 daler i bøde, fordi han havde "skeldet" Peder Christensen for en mynde, og fordi han sloges på Nebel kirkegård. Desuden havde han også på anden måde været mindre heldig, da han sammen med Jens Christensen og C. Kallesen i 1618 måtte bøde, fordi de "tog gunst eller gave af Hr. Svend, før han måtte bekomme Nebel kald". Kort sagt, de havde solgt embedet og det måtte de nu bøde for, og Christensen måtte bøde 20 daler, Barfod 5 daler og Kallesen 4 daler. Gårdfællesskabet af Storgården var iøvrigt en indviklet sag, der ikke alene omfattede jorden og bygningerne, men også ser ud til at have omfattet risikoen ved at være nævning. Dømtes der forkert, kunne man nemlig drages til ansvar. Den 19. maj 1609 skete det netop, og Thomas Barfod måtte henvise til, at da Jens Christensen havde vedtaget at gøre "sandemænds tog af den gård de begge ibor, da ville han stande halvt af alle udgifter, halvt last og halvt brast" med ham. Thomas Barfod har imidlertid ikke rigtigt kunne klare de økonomiske forhold i det hele taget, for da han døde i 1626 overtog Karl Hansen gården for blot 65 rigsdaler i indfæstning. Desuden frasagde Thomas Barfods børn sig arv og gæld, men tilsyneladende har hans enke Lisbeth Sørensdatter ikke gjort det. Hun blev nemlig ofte i de følgende år plaget for den gæld, som han havde efterladt sig. Siden blev hun gift med Jacob Kristensen, der tilmed i 1630 blev dømt til at betale 215 daler 3½ mark til en Vardeborger for Thomas Barfods gæld, og efter at hun derefter blev gift med Karl Hansen, blev denne i 1633 mindet om, at han til Therkel Brixen i Præstbøl skyldte 7 mark, som "rester med Lisbeths part af et brev, som salig Thomas Barfod har udgivet". Hun blev endnu engang gift og denne gang med Eske Hansen, men også han måtte i 1640 betale en restgæld, da han blev stævnet for halvparten af salig Thomas Barfods gæld til delefogden Hans Nielsen på ialt 2 ørte rug samt 10 rigsdaler og 5 skæppe byg foruden rente i 14 år, nemlig ialt 8 rigsdaler og 4½ mark (Riberhus Lensregnskaber 1622-27 og Kærgård Birks tingbog 1631-40). Thomas Barfod og Lisbeth Sørensdatter havde 8 børn (VIII,10-17). Laurids Barfod (VIII,10) og Maren Barfod (VIII,13), der flyttede til Tåsinge; Peder, der flyttede til Thy; de øvrige Karen (VIII,12), Ingeborg (VIII,14), Kirsten (VIII,15), Ane (VIII,16 og Mette (VIII,17) kender vi blot fra boopgørelsen i 1626, da alle fragik arv og gæld den 24/3. Sædding Storgård var således nu gået ud af Barfodslægtens hænder, idet det blot var enken, der var tilbage. Nu er det Jens Christensen, der overtager Barfodernes rolle og bl.a. bliver byens oldermand og i det hele taget optræder på bymændenes vegne med stor dygtighed. Jens Christensen døde den 16/5 1630 54 år gammel. | Barfod, Thomas (I1390)
|
| 147 | (VII,8) Hun omtales blot i 1609, men ellers kender vi ikke noget til hendes skæbne. | Barfod, Anne Pedersdatter (I3534)
|
| 148 | (VII,9) Kendes kun fra en fortegnelse over studerende i Rostock fra 1594, hvor der står: Johannes Barfott cymber Seddingensis. Han kan muligvis være en søn af Peder Barfod (VI,3), men det er ikke sikkert. | Barfod, Hans (I3540)
|
| 149 | (VIII,1) Er nævnt sammen med sine søskende i Viborg Landstings Dombog fra 23/11 1622 fra en sag fra 23/2 1602. Vi ved ellers om ham, at han blev student fra Roskilde, og den 11/5 1620 blev immatrikuleret ved Københavns Universitet, hvor hans vejleder (præceptor) var Mester Longomontanus, men det er også alt, vi ved. | Barfod, Laurits Nielsen (I3568)
|
| 150 | (VIII,11) Ligesom slægten, der flyttede til Hammerum herred i Midtjylland var der også nogle, der tog rejsen helt op til det nordlige Thy. Peder Thomsen Barfod (VIII,11), der var søn af Thomas Barfod (VII,6) var således født i Nørre Nebel i 1617, men boede i 1648 og 1658 på Toftum i Heltborg sogn i Thy. Han fik nogle gårde i Tvolm i Ydby sogn i 1654 og 1662, og i 1664 finder vi ham boende på Brendgaard i Heltborg sogn. Den 19. oktober 1652 gav Jørgen Naul til Odde og hustru fru Dorthe Kruse deres kære svoger og søster Peder Thomsen Barfod og hans hustru Kirsten, børn og arvinger til sjette led lensbrev på to bøndergårde i Ydby sogn, Refs herred i Thy, i Tvolm, som Pouell Nielsen og Anders Christensen beboer. "Den 23/4 1664 lod Peder Barfod læse et kgl. brev, som hans forfædre Barfoders slægt havde fået af kgl. Majestæt for mange år siden, og hvori de er adelig frihed forundt for dem og deres efterkommere. Derpå vidnede 24 dannemænd fra Nebel sogn, at velfornemme og agtbare mand Peder Barfod på Brendegaard var ærlig og ægte født og båren i Nebel sogn i Sædding by af de Barfoder deres slægt, byrd og afkom". Der var åbenbart gået ham godt, for i 1673 kaldes han velfornemme mand Peder Tommesen i Brendgaard, men lykken varede ikke ved, da krigens ulykker ramte ham, og han måtte sælge gården i Tvolm i 1681. I en ansøgning fra den 18. juli 1685 erklærede han desuden, at han i den sidste fejde blev ganske udplyndret og spoleret af en Brandenburgs officer, der bl.a. fratog ham 18 heste og hopper, og da han ikke har kunnet svare kontribution er 8 tønder bondeskyld efter en dom hjemfalden. Det må være Den skånske Krig (1675-79), han omtaler og de brandenborgske tropper må da være allierede, der åbenbart er kommet ret langt nordpå, og vi må konstatere, at allierede styrker ofte var lige så ubehagelige som fjendtlige. Imidlertid resolverede kongen den 29/12 1685, at han måtte få de udgivne skatter af Brendgaard bondeskyld 1663-70 afkortet i de resterende skatter den 1. januar 1680, men han skulle dog betale det øvrige og han måtte mod kaution igen overtage gården. Han blev 77 år 4 måneder 15 dage gammel. | Barfod, Peder Thomsen (I1391)
|