Notater
Match 3,201 til 3,250 fra 3,475
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 3201 | Skovrider 1818 på Engestofte Gods ved Maribo, på Fuglsang Gods mellem Nysted og Nykøbing Falster 1823 og endelig på Saltø Gods ved Næstved 1824, hvor han var til sin død i 1867. | Kann, Johan Heinrich (I5069)
|
| 3202 | Skovrider på Engestofte Gods ved Maribo 1832-37, Meilgård Gods på Djursland 1837-1843 og Fussingø ved Randers 1843-66. | Kann, Frederik Christian (I5071)
|
| 3203 | Skrædder. | Pedersen, Lars (I2143)
|
| 3204 | Skrædder. De flyttede til København og havde en ejendom på Købmagergade. | Hass, Adam (I1916)
|
| 3205 | SLÆGTEN I NEBEL SOGN Nørre Nebel er stærkt knyttet til Barfod-slægten og denne var fremtrædende i sognet endnu i 1500-tallet. Det var en tid, hvor gårdene som nævnt efter Grevens Fejde og den påfølgende reformation var overtaget af kronen. Sognets beboere levede da under et fællseskab, når jorden skulle dyrkes. Det vil sige, at de nok ejede jorden, men at agerjorden var fordelt i lange, smalle strimler spredt rundt mellem andre gårdes jorder, der lå på lignende måde på byens marker, og der kunne tilmed også ligge nogle strimler på andre byers marker. I landsbyen måtte man rette sig efter de engang fastsatte bestemmelser, der kaldes "Viden" og dyrkningen blev da vedtaget på et grandestævne, og når der bestemtes omrebning, måtte man finde sig i, at få sine agre eller lodder tildelt helt andre steder end før. Nørre Nebel var i fællesskab med Præstbøl, Hundhale og Bolkær som det største fællesskab i Vester herred. Vi har ikke tal for det før end i 1688, men da omfattede fællesskabet 23 gårde med 288 tønder land og 103 tønder hartkorn. En enkelt gård i Nørre Nebel kunne således have sine agre fordelt på mellem 70 og 80 forskellige steder. Hver ager kunne endvidere være afmærket med sten for at naboen ikke skulle pløje ind på ens jord. Til gengæld var de udyrkede arealer, heder, moser, grønninger i fuldkommen fællesskab og de var værdifulde for kvæget i overdrift. Her var ingen lodder, som nogen kunne kalde sin egen. Dette fællesskab kunne dog have sine vanskeligheder, som f.eks. når nærliggende byer udvidede sig ind på dette overdrev. Således var det mellem Lønne og Nebel sogne, da sandflugten engang ødelagde store arealer i Lønne så mange blev drevet fra hus og hjem. Derfor kan det vel forklares, at de søgte at finde erstatning ved at bevæge sig mod øst ind på Nebels område, hvilket bl.a. i 1597 førte til en sag mellem de to byer (H. K. Kristensen: Nørre Nebel by og Lydom sogne, 1958, side 80-86). (VI,1) Laurits Barfod, Jens Barfods ældste søn, overtog Storgården. Han var tingsvidne i 1564 på Vester herreds ting og anvendte her sit adelige våben ved beseglingen, og den 28. maj 1573 fik han som herredsskriver kongeligt brev på at være fri for landgilde og ægt af sin gård så længe han var herredsskriver. Det må vel være følt af ham som en art oprejsning for ham fra den tort hans far havde måttet lide efter Grevefejden. I 1574 er han endog midlertidig herredsfoged og endvidere fæstede han kongetienden af Nebel sogn, hvorfor han skulle betale et bestemt antal tønder korn i afgift. I 1579 fik han desuden lov til i stedet for at køre lange veje med kornet at betale en gl. daler for hver tønde, og hvor meget det drejede sig om, ser vi i 1584, da forpagtningsafgiften var 5 ørte rug og 12 ørte byg (der gik 24 ørtug på en mark). Endnu i 1800-tallet kunne man se hans navnetræk på skelpælene ude i engene. Laurits Barfod var en stor mand på egnen og vel den fornemste i sognet, så han kunne tillade sig at have den fornemste plads i kirken. I 1576 udsmykkes kirkestolene her med fint træskærerarbejde af Mikkel Tuesen som efterlignede de fine arkantusblade, som han havde set i Ribe. En moderne museumsmand har vurderet hans kunst således: "netop hans snitværker giver en forestilling om hvorledes bondekunstnerens grove hånd har behandlet det fine bladværk. Det bliver kantet og fladt, tungt og gnidret, men alligevel er der en sprælsk opfindsomhed i de idelige variationer af bladslyngene". Der var ikke to stole, som var ens, og foruden bladværker har han også lavet indskrifter, som på den stol, han lavede til Laurits Barfod. Her satte han denne indskrift efter oldtidsdigteren Virgil(???): "Discite justiciam moniti et non temnere Christum - 76", hvilket betyder "Lad Eder påminde, lær retfærdighed og foragt ikke Kristus 1576". Desuden fik stolen indskåret det fædrene våben. Og mens Laurits Barfods stol var den øverste til højre, så var hans kones stol den øverste til venstre i kirken, og her blev der skåret følgende: "Anne Lavrits Kvon, Anno 1576". Ingen skulle være i tvivl om, hvem der var de fornemste på egnen. De øvrige familiemedlemmer fik da plads nedefter efter hartkorn og længste giftermål (Jyske Registre d. 22/5 1573, Kancelliets Brevbøger d. 15/5 1579, og H. K. Kristensen side 35). Også i koret findes et par stole med Barfodvåben og indskrift. Laurits Barfod må være død omkring 1585 og hans kone Anne fik i 1605, efter en søns død, Nebel kongetiende i fæste. De fik syv børn (VII,1-6+25), af hvilke de to ældste, Niels og Claus, der blev præster, omtales i kap. 4 ligesom søsteren Gertrud, som giftede sig med en præst. Efter Laurits Barfods død arvede broderen Peder Barfod (VI,3) Sædding Storgård. | Barfod, Laurits (I3497)
|
| 3206 | SLÆGTEN I NØRRE NEBEL Når vi kommer ind i 1500-tallet, sker der store ændringer i Danmarks historie. I 1523 forlader Christian II landet for at søge at samle en hær udenlands til kampen mod den adel, som havde opsagt ham huldskab og troskab. Først i 1531 lykkedes det ham at gøre et forsøg da han satte sig fast i Norge og også hyldes der. Som bekendt blev han imidlertid lokket til Danmark og blev siden holdt fanget her på Sønderborg Slot. Da Christian II.s efterfølger Frederik I dør i 1533, er adelen i begyndelsen utilbøjelig til straks at hylde hans ældste søn, hertug Christian, og situationen udnyttedes af grev Christoffer, der sammen med bl.a. Skipper Klement søgte at rejse bønder og borgere for at få Christian II tilbage på tronen. Når adelen ikke med det samme hyldede Christian III, var det på grund af dennes interesse for Luthers lærdom. I 1517 havde Martin Luther nemlig startet sit oprør mod paven og den katolske kirke. I 1521 blev Luther dømt fredløs, men han og hans tilhængere havde skabt et røre, der også spredte sig uden for landets grænser. Flere og flere danske blev optaget af hans tanker og blandt dem var også kongens ældste søn, hertug Christian. Allerede Frederik I havde været noget vaklende overfor de lutherske tanker og tålt prædikanter som f.eks. Hans Tausen, der fik lov til at prædike i Viborg, og reformationen blev efterhånden en folkelig bevægelse imod højadelen, som i Rigsrådet støttede de højadelige katolske bisper. Resultatet ved kong Frederik I.s død blev derfor den såkaldte "Grevens Fejde" fra 1534 til 1536. I første omgang havde grev Christoffer heldet med sig, da han i sommeren 1534 landsatte sin hær ved Hvidøre på Sjælland, og inden længe var alle øens borge i hans varetægt. Også i Skåne lykkedes opstanden under ledelse af Malmøborgmesteren Jørgen Kock, og desuden lykkedes det også snart at erobre Fyn. Frygten for at Christian II.s parti skulle vinde magten og genindsætte den fangne konge var årsag til, at bisperne i Rigsrådet bøjede sig, og i Rye Kirke ved Himmelbjerget udråbtes da hertug Christian til konge som Christian III. Greven manglede kun at få magten over Jylland, og hér fik han hjælp af Christian II.s gamle støtte Skipper Klement, der i september 1534 landede i Nordjylland, hvor han hurtigt fik rejst vendelboerne i kampen for Christian II.s sag. Mange bønder og borgere sluttede sig til ham, således at han snart beherskede et område, der i Vestjylland nåede helt ned omkring Varde og i Østjylland til omkring Randers. Tilmed havde han været så heldig, at en jysk adelshær, der angreb Klements bondehær den 15. oktober ved Svenstrup syd for Ålborg, havde lidt et sviende nederlag. Krigslykken ændredes dog helt, da Christian III., der hidtil havde været bundet med sin hær ved Lübeck, i november 1534 fik sluttet en foreløbig fred med byen. Nu kunne hans hærfører Johan Rantzau drage med hæren op i Jylland, og allerede den 18. december blev Ålborg stormet. 2000 bønder faldt under kampene og byen blev plyndret. Tilmed blev Skipper Klement fanget og henrettet og inden nytår var hele Jylland i kongens varetægt. Derefter gik det videre over Fyn til Sjælland, og København måtte udholde en lang belejring, før byen måtte overgive sig den 29. juli 1536. For slægten Barfod samler interessen sig naturligvis om forholdene i Jylland, og vi kan i det følgende se, hvorledes det gik. De bønder, der sluttede sig til Skipper Klements oprørere, måtte som straf siden løse sig ved at afhænde gods til kongen eller give en rigelig løsesum i penge eller oftere blive fæstere under kronen. I mange af de 49 herreder, d.v.s. ca. 2/3 af Nørrejylland, som oprørerne havde behersket, blev alle bønder skåret over én kam, og de måtte alle indløse deres gårde, hvadenten de havde deltaget i oprøret eller ej. Da de fleste medlemmer af slægten netop boede i de berørte områder, kunne det ikke undgå at påvirke familien. I en sådan situation måtte man vælge side (Johan Ottosen: Nordens Historie II side 381). (V,1) Jens Knudsen Barfod hører vi første gang om, da han i 1532 reddede en af kong Frederik I.s mænd, der var sendt til herredet for at indkræve kongeskat. Bønderne blev åbenbart så forbitrede, at de ville slå opkræveren ihjel, for i et kongebrev står der, at Jens Barfod måtte være fri for ranstov, sandemandstov eller noget andet tov for sin livstid, fordi han "lod sig velvilligen findes at undsætte Mads Skriver". I en række grovere sager skulle nogle mænd fra herredet udpeges og afgive en udtalelse - tov - som tinget lagde til grund for dommen, og åbenbart slap Jens Barfod for at skulle deltage hér. Få år efter udbrød Grevens Fejde, og Skipper Klements styrker nåede som før nævnt ned i Vestjylland til omkring Varde. Efter sigende skal de fleste medlemmer af slægten have gjort fælles sag med bønderne til fordel for den fangne konge Christian II. Sandsynligvis er Jens Barfod også gået med, men vi kender ikke noget til hans meriter. Trods alt var han dog efter krigens ophør og efter reformationen den fornemste mand på egnen. I 1541 var han tingholder og herredsfoged, da han tog lovhævd på Tudsmose hussted (Hungerbjerg på Øster Debel Mark i Lunde sogn). Det bevidnes, at han havde ejendommen "inden for alle fire markskel, og kender ingen at have lod eller del deri uden sig og sine søskende". Derved kom han i strid med Nils Skoning, som også gjorde krav på gården, der da lå øde, men i 1542 bevises det, at Jens Barfods far og dennes forældre havde haft Tudsmose før han, og beboerne havde svaret dem både skat og landgilde. Velbyrdige adelsmænd som ridder Otto Krumpen, Henning Qwitzov i Lydom, Palle Bang i Hennegård, Thomas Stygge i Frøstrup, en borgmester, en byfoged og en rådmand fra Varde samt Eske Nielsen dømte da, at Jens Barfod skulle beholde Tudsmose. I 1544 kom han imidlertid i strid med Eske Nielsen i Løftgård og stævnede da som herredsfoged i Vester herred Okuf Stofferskou til Donneruplund og Niels Staffensen til at møde i Viborg, når kongen kom der, for at få klaret en dom, som han mente, at de med urette havde dømt mellem Jens Barfod og Eske Nielsen. I 1553 beseglede han som vidne sin svogers skøde til Thomas Stygge, og i 1562 bor han endnu i Sædding. Som andre oprørske under Grevens Fejde havde kongen også inddraget Sædding Storgård som krongods, og Jens Barfod måtte derfor foruden gæsteri til kongen også svare landgilde. I 1562 måtte gården således betale ialt 10 hestes gæsteri, ½ ørte smør, 2 ørte rug, 2 ørte byg, 1 svin, 1 lam, 1 gås, 2 høns og i penge 12 skilling, der skulle betales til Helmis (1. november) og 12 skilling til Volmis (1. maj) (Frederik I.s registrant, Danske Magasin 4 rk.. 1. bind side 42. H. K. Kristensen: Nørre Nebel og Lydom sogne. 1958 side 145). Han havde tre børn, som vi kender til (VI,1-3). | Barfod, Jens Knudsen (I3485)
|
| 3207 | Smedemester. | Böring, Frans (I4972)
|
| 3208 | Smedemester. | Dahlstrøm, Peter (I1768)
|
| 3209 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Christiansen, Arne Hvid (I3245)
|
| 3210 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Hansen, Birthe Liv (I1372)
|
| 3211 | Sofus Ejner Nielsen var gårdejer. | Nielsen, Sofus Ejner (I399)
|
| 3212 | Sognebarn, som Ifvar Barfoth fik et barn med, men som han ikke var gift med. Ikke desto mindre fik barnet Barfoth-navnet (Jöns Ifvarsson Barfoth (XI,140). | sognebarn, Ukendt (I1580)
|
| 3213 | Sognepræst i Årstad. | Grim, Christen Nielsen (I1957)
|
| 3214 | Sognepræst i Dalby. | Clausen, Niels (I2640)
|
| 3215 | Sognepræst i Glimminge og Tosterup. Efterfulgte Margaretha Barfoth's første mand (der efterfulgte hendes far). Søn af rusthållare Anders Larsson og Elna Andersdotter. | Nobelius, Nils (I1636)
|
| 3216 | Sognepræst i Hästveda og Farstorp i Kristianstad len og Lund stift. Søn af borger Hans Larsson og Ingrid f. Andersdotter. | Frost, Lars (I1548)
|
| 3217 | Sognepræst i Hästveda og Farstorp i Kristianstad len og Lund stift. Søn af lensmand Anders Andersson og Elna f. Olofsdatter. | Lindewall, Olof (I1551)
|
| 3218 | Sognepræst i Hørby og Lyby og herredsprovst i Frosta. Søn af kronolensmand i Färs herreds nordre distrikt og senere forpagter af Løvestads Kungsgård, Lorentz Peter Weibull og Susanna Christina f. Åkerholm. | Weibull, Peter Magnus (I1446)
|
| 3219 | Sognepræst i Karis i Finland. | Nordlund, Johan (I1569)
|
| 3220 | Sognepræst i Mecklenburg. | Polandt (I2108)
|
| 3221 | Sognepræst i Mellangrevie og Sdr. Åkarp. Søn af maler Nils Holst og Anna. Efter Hedvig Beata Barfoth's død giftede han sig anden gang den 30 jun 1783 i Håslöv med Magdalena Smidt. | Holst, Andreas (I1626)
|
| 3222 | Sognepræst i Örby i Västergötland. Søn af sognepræst i Okome i Halland Jens Pedersson Falchovius og Brita Bengtsdotter. | Falchenholm, Bengt (I1666)
|
| 3223 | Sognepræst til Baarse og Beldringe. Han havde været gift to gange før. Først med Cecilie Marie Pouline Vilhelmine Kierrumgaard den 15/10 1830. Hun var født i København 1/3 1803 og døde i Stege den 12/4 1832. Derefter blev han gift den 21/8 1833 i København med Christine Cecile Schouw, der var født den 29/12 1800 i Frederiksnagor (Serampore) i Indien og døde den 13/1 1841 i Torup. Der var to sønner og to døtre. | Thaysen, Peter Frederik (I2804)
|
| 3224 | Sognepræst til Sønder og Nørre Onsild | Gjessing, Peter Holger (I2009)
|
| 3225 | Sognepræst til Vilsted og Vindblæs. Han var en "streng, men dygtig og retsindig mand", og var gift tre gange. | Hvass, Thomas Eriksen (I1967)
|
| 3226 | Sognepræst, der efterfølger sin kones første mand i embedet i Sunds. | Aale, Stephen Olufsen (I1956)
|
| 3227 | Soldat, af Bjerreby på Tåsinge. | Hemming, Rasmus Andersen (I2554)
|
| 3228 | Som 13-årig blev Hans Peter Barfoed sendt til Viborg, hvor han blev elev i Viborg Latinskole og boede hos stadsmusikus Johan Jacob Brandt sammen med Jørgen la Cour. Efter faderens død i 1785 blev han hjulpet frem af byens embedsmænd og borgere og blevi 1789 student. Herefter ernærede han sig for en stor del ved undervisning i forskellige familier og blev den 10/5 1792 cand.theol. Samme år var han så heldig den 21/6 at blive kataket ved Nikolaj Kirke i København. Som kataket underviste han skolebørn i kirken og bistod iøvrigt præsten med forskellige opgaver, og den 19/8 1796 blev han sognepræst til Branderup i Jylland. Her fik han i 1802 oprettet et almuebibliotek ved at indsamle bøger. I 1805 skriver han en ansøgning til det Kgl. Danske Kancelli for at bede om man vil betrygge dets fortsættelse. Her står der bl.a.: "I de nu næsten tre år, da samlingen allerede har bestået, har jeg også fået lejlighed til at se dette håb end mere befæstet, da ikke så få haver betjent sig af den," - "hvorved da vi alene nyttig kundskab og renere begreber efterhånden udbredes, men vel endog en og anden ved denne ædlere syssel afholdes fra anden for moraliteten mindre gavnlig idræt". Samtidig vedlægges en fortegnelse over "Branderup sogns Almuebogsamling" med navne på 231 titler. (Breve og fortegnelsen findes i slægtsarkivet ligesom en hel del andre breve og dokumenter). I 1808, den 8. april, blev han sognepræst ved Lyngby og Albøge, hvor det den 30/4 1813 lykkedes ham at få oprettet et kongeligt skolelærerseminarium og han blev dets forstander og førstelærer. Han var, som det allerede fremgik af hans arbejde i Branderup, en virksom natur med stor kærlighed for lærergerningen. Hans kone fødte ham 7 børn (XIV,22-30), men ulykkeligvis døde hun i 1816 efter at have bragt en dødfødt dreng til verden. Året efter giftede Hans Peter Barfoed sig igen med enken efter sin barndomsven cand.theol. Jørgen la Cour, der var død 1809, Charlotte Christine Guldberg. Hun overtog moderværdigheden over en række mindreårige børn, og ét af dem, Frederik Barfod, skriver senere herom: "Lotte Guldberg var bleven min mor, og det vidnesbyrd skal jeg give hende, at hun var bleven det i ordets fuldeste og fyldigste mening. - Hun var mild og kærlig, men hun var fast og alvorlig, og det kunne vel gøres nødigt lige overfor en tylvt af viltre drenge, hvis far mest måtte passe sit embede og sin pult." Den 5/12 1821 blev han karakteriseret amtsprovst og den 6/11 1822 sognepræst til Fakse, og her døde hans anden kone Charlotte i 1826 efter at have født ham endnu en søn. Han giftede sig da for tredje gang med sin søsterdatter Christine Elisabeth Priergaard. Den 27/8 1828 blev han provst i Fakse, Stevns og Bjeverskov herred. Det siges om ham, at han var en anset præst, en udmærket kateket og en fortrinlig seminarieforstander, hvem bispestolen to gange var tilbudt, men som han afslog med den motivering, at han holdt for meget af sin præstegerning til at ville ombytte den med kontorarbejde. Han var dog en dygtig embedsmand. I sine første år var han ortodoks, men blev senere rationalist for endelig at ende som fuldtroende kristen, hvortil bl.a. samtaler med sønnen Peter Marius bragte ham. Han havde let ved at skrive både vers og prosa, og enkelte af hans prædikener blev trykt, ligesom en del sange opbevares i familien. Han skrev således hvert år en sang til sin kones fødselsdag. Han fik ialt 14 børn (XIV,22-35), af dem blev de 4 præster. | Barfoed, Hans Peter (I244)
|
| 3229 | Som skibsfører i DFDS på eksportbådene til England op levede Viggo Frode Kann en mørk nat på Nordsøen under 1. verdenskrig, at hans skib ramte en tysk torpedobåd, der sejlede med slukkede lanterner. Han selv og hans skib slap heldigt fra kollisionen, og fra Frankrig fik han som belønning for sin "ind sats" en gave på 25 fl. rødvin med løfte om flere, såfremt han kunne gentage sin dåd. | Kann, Viggo Frode (I5781)
|
| 3230 | Sophie Christiane Hansen kom den 25/9 1833 i huset hos sin mors søster og onkel pastor Magnus Kruse Barfoed (XIV,24) i Arninge og blev adopteret af dem i 1847. | Hansen, Sophie Christiane (I573)
|
| 3231 | Speditør. | Broe, Jens Martin (I718)
|
| 3232 | Sproglig student juni 1998 fra Aalborg Katedralskole. Pædagogmedhjælper 1998-2009. Siden 2009 læser til tegnsprog og MHS tolk. | Nielsen, Mike Park (I5622)
|
| 3233 | Stadsmäklare. Søn af landmåler Olof Nehring. | Nehring, Jöns (I1574)
|
| 3234 | Stammede fra Horsens. | Jensen, Marie (I1212)
|
| 3235 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Steen, Poul (I4748)
|
| 3236 | Startede som bødkersvend i Brovst efter at han havde været på valsen. Købte værkstedet da mesteren blev syg. Var leveringsdygtig i tønder og alle størrelser kar, herunder smørdritler til mejeriet. Han havde også røgeri, hvor han røg pølser og skinker m.v for egnens beboere. I røgovnen benyttede han savsmuld fra bødkerværkstedet. Alt hans værktøj findes på Hjørring Museum. | Christiansen, Søren (I5414)
|
| 3237 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Barfod, Sten Lund (I159)
|
| 3238 | Steven David Lidofsky er doktor i kemi og i medicin og assisterende professor i medicin ved University of California. | Lidofsky, Steven David (I883)
|
| 3239 | Stiftede Dr. Med. William Richard Christiansen og Hustrus Legater. FT 1890 Købehavn, Nr. farimagsgade 13, 1.: Christiansen, Villiam Richard M 1842 Praktiserende Læge Christiansen, Helene Sgrhie F 1842 From, Anna Sophie F 1857 Lundstrup, Christine Marie F 1863 Persson, Nathalie F 1843 FT 1906 København, Østerbrogade: Christiansen, Vilhelm Richard M 25. mar. 1842 G Læge Christiansen, Helene Sophie K 12. april 1842 G Jørgensen, Caroline Marie K 10. mar. 1846 U tj Sørensen, Ane Jørgine K 15. juni 1850 U tj Larsen, Mette Kristine K 10. okt. 1876 U tj FT 1911 København, Østerbrogade 6, forhus 3. sal: Christiansen, Villiam Richard M 25. feb. 1842 G Christiansen, Helene Sofie K 12. april 1840 G Sørensen, Ane Jørgine K 15. maj 1850 U Andersen, Christine K 22. jan. 1865 U Sørensen, Andrea Margrete K 21. okt. 1886 U Gift: Vidner: Borgmester Etatsraad H. N. Hansen, Fr. Holmskanal 16 og godsejer Axel? Bech, Kruusesminde Korsør. Vier med Kongebrev i hjemmet af Konffessionarius Paulli. opslag 237 MH | Christiansen, William Richard (I6423)
|
| 3240 | Stiftede i 1925 Edward Bech's Familielegat "til minde om min adøde far, mine- og jernværksejer Edward Bech til Rosenlund, Poughkeepsie, New York, USA, født d. 4 maj 1812 og i taknemmelighed for den støtte, som hans brødre hofjægermester A. W. Bech til Valdbygård (f. 21 juli 1815) og etatsråd Jørgen Albert Bech til Tårnborg (f. 24 februar 1808) ydede min far og familie under den svære pengekrise i Amerika i året 1857." Fra Wikipedia: Sophie Marguerite Oxholm, født Bech (25. december 1848 på landstedet Rosenlund i Pougkeepsie, New York ? 3. september 1935) var en dansk adelsdame og godsejer. [redigér] Ægteskab Hun datter af fabriksejer, dansk konsul Edvard Bech (1812-1873) og Charlotte Elizabeth født McCarthy Hossack (1812-1900) og blev 9. september 1872 gift med godsejeren, kammerherre og hofjægermester Carl O'Neill Oxholm til Rosenfeldt. Efter mandens død i 1914 sad Sophie Oxholm i uskiftet bo til sin død 1935, og parret havde ingen børn, som kunne arve fideikommisgodset. Efter hendes død overgik Rosenfeldt til mandens brodersøn Oscar O'Neill Oxholm. [redigér] Foreningsarbejde Sophie Oxholm var en markant personlighed med egne meninger. Hun blev engageret i foreningslivet, da hun i 1893 blev inddraget i forberedelsen af Kvindernes Udstilling. Oxholm var præsident for udstillingen i den indledende fase, men gik af i januar 1895, nogle måneder før åbningen, efter uenighed med de øvrige deltagere. I stedet blev gehejmerådinde Bertha Buch præsident. Efterfølgende udgav hun en bog, hvor hun redegjorde for spliden i komitéen.[1] Kammerherreinde Oxholm havde desuden et stærkt engagement i det nationale og skyttesagen. Hun var således æresmedlem af det gamle skydeselskab for Vordingborg og Omegn, som var grundlagt 1788. Hun skænkede skydeselskabet en god skydebane ved Ore Strand tæt ved Rosenfeldt. Da hun i 1901 blev "fugledronning" ved den årlige fugleskydning, kom hun i kontakt med de daværende ledere, og dette førte til, at hun i 1905 skænkede "Den Nordiske Margrethe Vandrekæde for Fugleskydning" til foreningen. Senere, i 1910, skænkede kammerherreinden de tre Mesterskabsvandrekæder Riffelskydning. I 1910 blev der første gang skudt om kæderne ved et stort stævne på skydebanerne ved Rosenfeldt. Hun skænkede gennem årene mange større og mindre præmier til de nordiske skytter. I 1930 udsatte kammerherreinden "Kammerherreinde Sofie Margrethe von Oxholms Ungskyttepokal" som et evigt vandrende trofæ til fremme af ungskyttearbejdet. Så sent som i 1935, få måneder før sin død, gæstede hun skydebanerne ved landsstævnet i Ollerup.[2][3] | Bech, Sophie Marguerite (I6783)
|
| 3241 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Møller, Stig Bergmann (I4285)
|
| 3242 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Barfoed, Stig Krabbe (I521)
|
| 3243 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Delfs, Steven (I4239)
|
| 3244 | Student 1765, cand.theol. 1768. Lærer ved Klasseskolen i København. Udgav 1779 Den almindelige Verdenshistorie og senere et par mindre bøger. 1780 kaldet til degn i Toksværd ved Næstved og skoleholder ved Toksværd Degneskole. Var allerede sidst i 1790'erne stokdøv, og holdt i en lang årrække medhjælper til skolegerningen. Biskoppen omtaler ham 1788 som "en fortjent mand", og skriver 1815:"Sognedegn, der har dimitteret unge til universitetet, nu er han stokdøv og drikker. Dog forretter han sit embede upåklageligt. Han synger afskyeligt". | Petersen, Henrik (I5160)
|
| 3245 | Student 1922 fra Falkonergaardens Gymnasium; cand. med. 1932. Turnus paa Frederiksberg og Sundby Hospital. Praktiserende Læge i Køge siden 1935. Tilsynsførende Læge paa Børnehjemmet „Vallø Strand. Har skrevet adskillige Digte, der hovedsagelig er udkommet i „Vild Hvede". Frida var endvidere en dygtig billedkunstner. | Jensen, Frida Elisabeth (Lisbeth) Dagmar (I6151)
|
| 3246 | Student 1929 fra Haslev Gymnasium. Afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole 1945. Arkitektpraksis i København indtil 1948, derefter i Helsingør. Carl Kann udarbejde og udgav "Slægten Kann i Danmark 1787-1963", den første Kann-slægtsbog. En 2. og væsentligt udvidet udgave blev udarbejdet af Aage Kann Rasmussen og B. Hvidberg Hansen. Den udkom i 1980. | Kann, Carl (I4999)
|
| 3247 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Barfoed, Frederik (I4501)
|
| 3248 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Barfoed, Camilla (I4502)
|
| 3249 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Larsen, Henrik Barfoed (I474)
|
| 3250 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Fjeldsøe, Eva Camilla (I5967)
|