Ernst Friderich Johansen Kann f. 1769 Waldeck ved Kassel, Tyskland d. 23 jan. 1839 Skoven ved Lungholm, Olstrup Sogn: Slægten Kann

1769 - 1839 (70 år)

Personlige oplysninger | Medie | Notater | Alle | PDF

Navn	Ernst Friderich Johansen Kann
Fødsel	1769	Waldeck ved Kassel, Tyskland
Køn	Mand
Beskæftigelse	Forst- og jagtbetjent, boelsmand og gårdejer og skovrider på Fyn og Lolland.
Død	23 jan. 1839	Skoven ved Lungholm, Olstrup Sogn
Begravelse	30 jan. 1839	Taagerup Kirkegård
Person-ID	I5067	Barfod-Barfoed \| Efterkommere efter Ernst Kristian Kann
Sidst ændret	4 feb. 2026

Familie Marie Nielsdatter, dbt. 25 apr. 1766, Gudbjerg Sogn, Svendborg Amt d. 30 okt 1835, Hyldtofte, Tågerup sogn, Maribo Amt (Alder ~ 68 år)

Ægteskab 13 okt 1797 Gudbjerg Kirke, Gudbjerg Sogn, Svendborg Amt

Børn

+	1. Johan Heinrich Kann, f. 30 okt 1797, Gudbjerg Sogn, Svendborg Amt d. 12 jul. 1867, Fodby Sogn, Sorø Amt, Saltø ved Næstved (Alder 70 år)
+	2. Anna Sophia Kann, f. 4 jul. 1799, Lunde Sogn, Svendborg Amt d. 8 nov. 1844, Trinitatis Sogn, København (Alder 45 år)
	3. Niels Jørgen Kann, f. 31 jul. 1801, Lunde Sogn, Svendborg Amt d. 6 jan. 1887, Saltø Skovridergård ved Næstved, Præstø Amt (Alder 85 år)
	4. Elise Erike Kann, f. 3 okt 1803, Vigsnæs Sogn, Maribo Amt d. 7 jan. 1897, Næstved, Præstø Amt (Alder 94 år)
+	5. Frederik Christian Kann, f. 1 mar. 1806, Vigsnæs Sogn, Maribo Amt d. 12 sep. 1866, Fussingø Gods, Viborg Amt (Alder 60 år)

Familie-ID F2039 Gruppeskema | Familietavle

Sidst ændret 26 mar. 2019

Billeder
Ernst Friderich Johansen Kann

Notater

I "Slægten Kann i Danmark, 1980, Dansk Historisk Håndbogsforlag ApS, er følgende oplyst om om Ernst Friderich Johansen Kann:

Slægtens stamfader i Danmark er Ernst Friderich Johansen Kann, kaldet Frederik Kann, født 1769 i fyrstendømmet Waldeck ved Kassel i Vesttyskland.
Det er ikke lykkedes at få oplyst, hvem hans forældre var, og hvorledes og hvornår han er indvandret. Han er formentlig kommet til Danmark i en ung alder. Carl Kann nævner i sin bog fra 1963, at Frederik Kann i 1787 blev ansat af grev Axel Bille-Brahe som forst-og jagtbetjent under stamhuset Hvedholm ved Faaborg. Han har stået i lægdsrullen og derfra kan man følge hans senere opholdssteder og beskæftigelser: Skytte på Mullerup og tillige avlsbruger i Gudhjem sogn 1797, flyttede til Bobjerg i nabosognet Lunde 179 8, ejer af et boelsted med en af ham selv bygget gård i Øxenhaven ved Bobjerg i Lunde sogn 1798-1803. Gården bestod af en længe stuehus og to længer ladehus, assureret for 700 rigsdaler med tilhørende jorder af ager og eng, hartkorn 2 Tdr. 3 Fdk. 2 Alb. og skovskyld 1 Skp. 3 Fdk. 2 Alb., købt for 1000 rigsdaler og i 1803 solgt for 1803 rigsdaler. Frederik Kann flyttede til Hillesvig i Vigsnæs sogn på Lolland 1803, og var skovrider her under baroniet Guldborgland 1806, var der efter bosat i Hyldtofte i Taagerup sogn ved Rødby til kort før sin død. Ifølge Carl Kann var han en tid skovrider på Lungholm i Olstrup sogn. I 1820 betegnes han som gårdmand, og ved sin datter Erike’s bryllup i 1837 betegnes han som skytten Kann i Hyldtofte. Anders Anker Schrøder (1810-1883) var skovrider på baroniet Sønderkarle, herunder Lungholm, 1832-53. Prokurator Ivar Malthe Frydendahl Bagger (1791-1852) var godsforvalter på baroniet Sønderkarle 1812-43.1 bogen Rud. Bertouch- Lehn: »Slægten Bertouch« (1944) nævnes Frederik Kann ikke, medens en lang række af godsets folk nævnes, der iblandt Kann’s svigersøn, kusken Heinrich Mentz. Det kan naturligvis ikke afvises, at vor stamfader har været skovrider på Lungholm, men meget tyder på, at han ikke har indtaget en egentlig skovriderstilling, selv om han uden tvivl har været knyttet til skovbruget på Lungholm. 9Frederik Kann døde 23/1 1839 ”i Skoven ved Lungholm i Olstrup Sogn” og blev begravet 31/1 på Taagerup kirkegård. Han blev gift 13/9 1797 i Gudbjerg kirke med Marie Nielsdatter døbt 25/4 1766 i Gudbjerg sogn, datter af gårdmand Niels Christensen (ca. 1735-29/1 1820 Gudbjerg) og Johanne Jørgensdatter (ca. 1742-3/9 1824 Gudbjerg), som blev gift 18/11 1763 i Gudbjerg. Marie Kann født Nielsdatter døde 30/10 1835 i Hyldtofte og blev begravet 5/11 på Taagerup kirkegård. Dagen efter hendes død skrev Frederik Kann til sin søn og svigerdatter et brev, som i faksimile er gengivet i Carl Kann’s bog fra 1963. Her følger en ordret gengivelse med de bogstaver, vi nu anvender:

Hyldtofte d. 31. Octbr 1835.
Kjære Søn og Svigerdatter! Det treffer i min sørgeligst Lod at melde Dem at min uforglemlige gode Kone blev kaldet fra os d. 30 Octbr om Morgenen Kl 0.15 til et ved en roelig og let Død efter at Hun ve ret meget maadelig i 3 Uger og i den Tiid maatte bæres af Sengen og deri og vendes i Sengen. Hun bliver begrave d. 5 Novbr saavel ieg som Din Moder ønskede at Du kunde have kommen den gang Din Broder var her da Hun dog gerne vilde see sine Børn forinden Hun Døde men Skiebenen vilde det ej ieg haaber og ønsker at Du var rask igien hvilket vi ønskede gerne at vide ieg havde svaret Dig længe før paa Dit siste Brev men for de første ventede ieg Du var kommen her og saa siden blev Moder saa slet at vi ej kunde vente at Hun havde levet saa lenge saa tænkte ieg at slaae 2de Fluer med et Slag men nu venter ieg at Du snart lod høre fra Dig hvorledes det er med Dit Helbred og med Din gode Kones ieg og Erike at erfare af Dit Brev at i være begge levede Vel. Johan har mig betalt. Bibelen tog han med sig han fik og en Portion grove Erter til dem alle 3 men ikke saa god som i fiaar Kanen er vi n at sælge i Vinter naar der blev Kanef hvad kan det hielpe den staaer der er bestDu lade mig vide Din Mening i Forhaabning at erholde snart Brev fra Dig hilses Du og god Kone fra Din Søster Erike og mig Lev Vel som ønskes af Din troe kierlige Fader Kann

Læs endvidere:
https://slaegtsbibliotek.dk/?ss360Query=ernst%20friederich%20Kann, Marianne Elisabeth Reimer: "-; men facaden var pæn! Min slægtshistorie" (2010), side 81, kapitel 18:

I Midttyskland, på grænsen mellem Hessen og det nuværende Niedersach- sen, ligger det fyrstelige grevskab Waldeck, nærmere bestemt lige vest for Kassel og syd for Paderborn. Det ligger i et meget smukt skovbevokset om råde med typiske lave tyske bjerge. I 1600-tallets midte blev Waldeck slået sammen med det ligeledes fyrstelige grevskab Pyrmont. Dette sidste, der ligger noget nord herfor, ligner i størrelse og natur og historie meget Wal deck. 11700-tallets anden halvdel, bestræber det sig på at løsne båndene til den tyske centralmagt - altså den habsburgske kejser, som sidder fast i Wien. Det kan man ved at slå sig sammen i mere eller mindre løse forbund - ofte i samklang med Frankrig. Når disse stormagter kommer i krig mod hinanden, kommer sådan et lille fyrstendømme som Waldeck-Pyrmont i alvorlig klemme. Og som altid vil det gentage sig, at de, der kan flygte fra urolighederne eller bare flytte, vil gøre det. Vi finder her en mand ved navn Ernst Friedrich Kann, som er født i 1769; desværre ved vi ikke, hvem der er hans forældre. Men vi ved, at han forlader Waldeck for at bosætte sig i det fredelige Danmark. Dog ved vi ikke hvornår og under hvilke nærmere om stændigheder, han forlader Waldeck - man må blot huske, at der var fri bevægelsesret over grænserne dengang.
Ernst Friderich Kann var landbrugs- og forstuddannet, hvilket var meget nærliggende, når han var opvokset i dette skovfyldte fyr stendømme. I sin søgen efter et godt 'revir' med godser, landbrug og skove, vælger han Sydfyn. Som ganske ung i 1787 finder vi ham derfor allerede ansat af grev Axel Bille-Brahe som forst- og jagtbetjent under stamhuset Hvedholm i Horne sogn ved Faaborg. Hvedholm er et af Danmarks fornem ste og ypperste godser, så den unge Kann har nok vidst, hvad han gjorde - man måtte se at komme indenfor så hurtigt som muligt. Han bliver her i 10 år, hvorefter han flytter til Gudbjerg sogn i Gudme herred. Her finder han sognebarnet Maria Nielsdatter, som han bliver forlovet med 13. juli 1797 og indgår ægteskab med to måneder efter. Maria Nielsdatter er født og døbt 25. april 1766 i Gudbjerg sogn som datter af gårdmand, dvs. fæstegårdbeboer Niels Christensen (ane nr. 70) - kaldet gamle Niels Christensen - af Gudbjerg. Han var født 1735 og død i Gudbjerg 29. januar 1820. Marias moder var Johanne Jørgensdatter, der levede fra 1742 til 3. september 1824 ligeledes i Gudbjerg. De havde i alt seks børn født i perioden 1764 til 1779: Jørgen, Maria (ane nr. 35), Kirsten, Christen, Peder og Hans Christian Nielsen.
I 1797 bliver Ernst Friderich Kann, udover gift, også skytte på Mullerup gods. Mullerup gods ligger i en meget smuk egn, bakket og skovrig, med skove lige op til parken. Hovedbygningen var dengang en trefløjet bindingsværk gård fra begyndelsen af 1700-tallet, og den var ejet af slægten Skeel. Der var nok at se til for en skytte dengang på et gods af denne størrelse: Hovedgården var på 38 tønder hartkorn, skovene 13 tønder, fæste bondejorden 288 tønder og fæstebondeskovene seks tønder hartkorn. Men han vil godt have noget mere at rive i, idet han tilkøber sig et sted på 10 skæpper hartkorn, så nu kan han kalde sig for avlsbruger - før var han blot indsidder, idet han jo rent teknisk boede til leje i et hus på godset. Ernst’ og Marias ældste barn Johan Heinrich Kann bliver født i dette hus den 30. oktober 1797.
Arbejdet som skytte på Mullerup gods har ikke tiltalt Ernst ret længe, og hans 10 skæpper hartkorn har ikke kunnet honorere hans ambitioner i længden. I 1798 ser vi ham derfor flytte til nabosognet Lunde mellem Kværndrup og Stenstrup i Sunds herred. Her ved landsbyen Bobjerg ejer han et boelsted, en såkaldt udflyttergård, hvor han selv opfører en gård Øxenhaven, som består af en beboelseslænge og to længer ladehus. Hele herligheden er assureret for 700 rigsdaler med tilhørende jorder af ager og eng på to tønder, tre fjerringkar og to album hartkorn, samt skov på en skæppe, tre fjerringkar og to album hartkorn. Ernst gav 1.000 rigsdaler for hele herligheden. Og da han sælger den igen i 1803, får han 1.803 rigsdaler for den. Vi ser således, at Ernst er en særdeles dygtig og målrettet herre, der ved, hvad han vil (have), og som også forventer det samme af sine omgivel ser og familie. Det kan måske skyldes, at han er fuldblods tysker. Mens de bor i Øxenhaven ved Bobjerg, får Maria den 4. juli 1799 datteren Ane Sophie Kann, og den 31. juli 1801 får hun Niels Jørgen Kann. I 1801 har de tillige en tjenestepige Johanne Christensdatter på 36 år boende. Sjovt er det også at bemærke, at børnene kaldes for Frederiksen til efternavn.
Ernst Friderich Kann vil nu noget mere end blot være jordbruger i Lunde sogn, så han flytter. Han vil være noget inden for sin forstuddannelse. Man skulle tro, at der var rige muligheder på Fyn, det er der nok også, men han flytter altså til Lolland! Hvorfor har vi ingen anelse om. Vi finder ham i 1803 i Vigsnæs sogn i Musse herred - det yderste sogn på Nordøstlolland. Han bor i Hildesvig, som er en skovfoged/skovriderbolig under baroniet Guldborgland, der bestod af herregårdene Orebygård og Berritsgård - beg ge ejet af slægten Lehn. Her får han den 3. oktober 1803 en datter Elise Erike Kann. Ernst er ved dåben den 13. november 1803 benævnt skovfoged. Og endelig får han sit yngste barn den 1. marts 1806, en søn, der får navnet Frederik Christian Kann. Ved dåben 20. april 1806 er faderen benævnt skovrider. Fadderne er ved begge lejligheder den sædvanlige række af for valtere og ladefogeder m.m.
Den samlede fuldtallige familie flytter i 1808 til Hyldtofte i Taagerup sogn i Fuglse herred tæt ved Rødby sogn. Vi ved ikke, hvad han her beskæftiger sig med, men sandsynligheden taler for, at han var skytte, sådan betegnes han i hvert tilfælde ved sin datter Erikes bryllup i 1837. Inden da i 1820 ser vi 84ham igen som gårdejer. Han køber nemlig en ejendom på fire tønder land, bygger hus herpå, samt giver fæste på livstid til en ej før gift eller bosat bondefamilie. Det ligner en testamentarisk legatbestemmelse til en godgø rende stiftelse! I nærheden af Hyldtofte ligger baroniet Sønderkarle med bl.a. Lungholm gods i Olstrup sogn, ejet af slægten Bertouch-Lehn. Udover at være skytte og landmand har han også periodevis været tilknyttet skov bruget på dette gods. Vi kan nok ikke påstå, at han har indtaget en egentlig skovriderstilling eller godsforvalterstilling på Lungholm, idet vi kender navnene på de personer, der i hhv. perioden 1832-1853 og 1812-43 besad disse stillinger. Men mindre kan jo også gøre det, vi vil siden se, at hans indflydelse og magt ikke var mindre af den grund. Hyldtofte ligger i grunden nærmere ved Lungholm, end ved Taagerup sogneby, så Ernst er kommet der meget: Han døde i hvert til fælde i 'Skoven ved Lungholm i Olstrup Sogn' den 23. januar 1839, og ved sin død er han sjovt nok blevet tituleret 'skovrider'. Dette kunne tyde på, at han måske døde, mens han udførte sit tjenstlige arbejde. Han blev efter sit udtrykkelige ønske begravet 31. januar på Taagerup kirkegård ved siden af sin hustru Maria Nielsdatter. Hun var afgået ved døden 30. oktober 1835 i Hyldtofte og var altså blevet begravet på Taagerup kirkegård 5. november.
Men lad os lige se på Ernst Friederich Kann’s familie. Dagen efter sin hustrus død skriver enkemanden et meget bevægende brev til sin næstældste søn Niels Jørgen. Brevet afspejler dog også en vis pater familiasmyndighed og udtrykker sans for, at man midt i sorgen også må være praktisk. (Se brevet ovenfor).
Ernst Friderich Kann og Maria Nielsdatters ældste søn Johan Heinrich Kann blev skovrider på Lolland og på Sydsjælland, hvor han døde i Saltø 12. juli 1867. Han var gift først med Maren Magdalene Stickmann og herefter med Wilhelmine Adolphine Handrup. Den anden søn Niels Jørgen Kann blev ligeledes skovrider på Lindholm gods uden for Roskilde. Han døde ligeledes på Saltø som sin broder 6. januar 1887. Han var gift med Karen Henriette Seidelin. Datteren Erike giftede sig med landbruger i Hyldtofte, senere kusk ved Lungholm og rentier Jürgen Heinrich Mentz. De var barnløse. Hun døde 7. januar 1897 i Næstved. Den yngste søn Frederik Christian Kann blev ligeledes skovrider på Lolland og i Nørrejylland (Fussingø), hvor han døde 12. september 1866. Han var gift med langelænderen Marthe Elise Hansen.